Søg
IMG_0425.JPG

Konfirmander møder Teenledere

    Hvad er den gode aktivitet for 13-årige konfirmander? For konfirmandteamet har årets hit været æg! Men måske handler det ikke så meget om æg…

    I begyndelsen af oktober begyndte en ny sæson for Distrikt Syd og Distrikt Trekantens konfirmandteam. Vi er en gruppe på seks unge samt Henrik og Eva fra teenudvalget. Vores opgave er at lave aktiviteter rundt omkring i distrikterne samt at være hovedudvalg til forårets Konfirmand-weekend på Tommerup Efterskole.

    Formålet er at vise konfirmander, at kirken ikke kun er ord og at lade dem prøve nogle af de fede aktiviteter, vi laver i KFUM og KFUK. I år har vi indtil videre været i Bolderslev, Hammelev og Nørremarkskirken i Vejle.

    Årets tema

    På et af de første møder, lavede vi en brainstorm og kom op med forskellige idéer såsom et escape room. Vi ville dog gerne overraske dem med noget rigtig skørt, noget de ikke havde prøvet med vennerne før. Det er godt at prøve noget skørt og sjovt, så man ikke tager sig selv så seriøst hele tiden.

    Vi endte med… et æggeløb!

    Konfirmanderne blev udfordret på 6 forskellige stationer - alt sammen omkring æg. Nogle var mere traditionelle såsom at løbe med et æg på en ske - andre handlede det om at få et eddike-æg til at trille længst muligt. På løbet skulle de desuden bære rundt på deres eget æg på hvert hold. Et babymaskot-æg, der havde fået både navn og ansigt, før det hele gik i gang.

    Det var ikke alle, der var lige begejstret for aktiviteten i starten, men efter få minutter slappede også de kritiske af og nød aktiviteten. Så ja ægge-aktiviteten virkede faktisk for en 13-årig konfirmand.

    Som afslutning på vores besøg har vi brugt Ed Sheeran-sangen “Beautiful people” og snakket om store spørgsmål som, hvad det kræver at være lykkelig og hvad der betyder noget i livet? Og så handlede det også om at være glad for den, du er.

    Sidst men ikke mindst har vi også gået meget op i, at der skulle være tid til mad eller kage med konfirmanderne (KFUM og KFUK style). Det har været en god anledning til at få grint lidt af ægge-udfordringerne og til at vi kunne lære dem bedre at kende og fortælle dem om, hvad der sker i KFUM og KFUK. Ikke mindst TeenWeekend, der foregår 6.-8. marts i Kolding.

    Kontakten til kirkerne

    I kontakten med kirkerne, har det været op til præsterne, hvilke aktiviteter, der passede dem bedst. Hvis vores besøg har været i forbindelse med en konfirmand-overnatning, har der for eksempel været mulighed for et byde ind på et smuglerløb. Til en start har der altid været navne- og rystesammen-lege for at skabe en relation til konfirmanderne.

    Præsterne har sat stor pris på vores besøg her i efteråret og konfirmander har været fyldt med energi. Vi håber det vil være det samme foråret. Ikke mindst, når vi skal lave konfirmandweekend fra d. 21-23. februar på Tommerup Efterskole. Her er det med konfirmander fra Bredballe, Hjarup og Vamdrup kirker.

    Vil du gerne have en fed lederoplevelse på konfirmandweekenden? Eller vil du gerne høre mere om aktiviteterne og hvordan man laver en aftale med konfirmandteamet? Så kontakt Henrik Videbæk på hv@kfum-kfuk.dk eller tlf. +45 23 63 73 94.